Nu nærmer vi os hastigt Uranus

Av Carl E. Andersen

Artikkelen nedenfor er skrevet før Voyager 2 passerte Uranus og gir en del bakgrunnsinformasjon for denne begivenheten.

Ganske vist var det alment kendt, at det var lykkedes at bibringe NASAs romsonde Voyager 2 en sådan baneændring under dens passage tæt forbi Saturn i 1981, at den kunne fortsætte direkte til Uranus.

Men netop ved den tid faldt Voyagers store radiokommunikationssystem totalt ud. Heldigvis havde Voyager også et lille reservesystem, men det var yderst svagt.

Dessuden svigtede bevægelsesapparaturet for den platform, der understøttede de to fjernsynsoptagere og flere andre observations- og måleapparater, så en del af optagelserne fra Saturn-passagen faldt ud.

Alligevel er det lykkedes ved slidsomt arbejde i løbet af de efterfølgende fire år, at få alt til at fungere. Datamaskinen om bord er blevet omprogrammeret, så den normalt ikke sender de komplette billedoptagelser, som hver omfatter 800 x 800 billedpunkter, der er lyskodet i 256 gråtoner. Nå transmitteres kun forskellen i gråtone mellem et billedpunkt og det efterfølgende. Derved kunde informationskapaciteten stort set fordobles.

Også anlæggene på Jorden blev forbedret. NASAs 64-meters radioparabolantenne ved Canberra i Australien blev bragt til at fungere i samspil med Australiens egen 64-meters parabolantenne 300 km derfra. Derved kunne de svage signaler sendes hurtigere. Det betød ekstra meget, fordi Voyagers hastighed forbi Uranus er så stor, ca 20 km per sekund, at billederne kan udtværes når optagelsestiden bliver et par sekunder.

Instrumentplatformens bevægelse i den ene retning var nok blokeret, men man fandt ud af, at den alligevel kunne bevæges, blot det foregik umådelig langsomt.

Alt må være forudprogrammeret; thi radiobølgerne bruger fem og en halv time om at nå fra Uranus til Jorden og tilbage igen. Uranus er 20 gange så langt borte fra Solen som Jorden er det. Følgelig er belysningen ved Uranus kun 1/40 000 så stor. Der er altså halvmørkt. Uranus er 51 000 km i diameter. Dens lineære dimensioner er altså ca 4 gange så store som Jordens. Dens vægtfylde er 1,3. Den består af brint og i mindre omfang metan, utvivlsomt er en anselig del helium. Solomløbstiden er 84 år. Dens rotationsakse ligger omtrent i ekliptikplanet, ja hælder endog 8° derudover, så den på en måde roterer i den forkerte retning. Aksen er tilfældigvis nu rettet næsten direkte mod Solen og Jorden, så vi ser systemet fra polsiden.

Voyager skal i den nærmeste tid optage fem serier billeder, hver med 300 optagelser, hver optaget gennem 38 timer, det vil si to omdrejninger av Uranus' yderste atmosfære med de farvede ringe. Først skal de observeres fra polsiden, senere i andre vinkler. Andre TV-optagelser skal bruges til at søge efter flere måner.

Uranus har fem kendte måner, der udefra regnet hedder Oberon, Titania, Umbriel, Ariel og Miranda. Den sidste, der er den mindste, blev opdaget så sent som i 1948. Dens afstand fra Uranus' centrum er 133 000 km. Voyager skal fare tæt forbi Miranda.

Dette skyldes ikke specielt at der ønskes foretaget gode næroptagelser af denne måne, men banen forbi Uranus er valgt slik at Voyager skal fortsætte direkte til Neptun.

Uranus er omgivet af et system af tynde ringe, ialt mindst ni. Ringsystemet blev opdaget i 1977 ved at lyset fra en stjerne blev svækket da det passerede ringene, først på den ene siden af Uranus og kort efter den anden side, nu i modsatt rækkefølge.

Sidste år har man observeret ringene direkte. De er så mørke, at kun 2 % af det indfaldende sollys bliver reflekteret fra dem. Observationerne blev muliggjort, fordi man benyttede et elektrooptisk system, baseret på «charge coupled device». Det var 40 gange så lysfølsomt som et tilsvarende rent optisk apparat. Naturligvis skal ringsystemet nu studeres nærmere. Desuden skal der studeres magnetisme, partikelstråling, nordlys m.m.

Nærpassagen indtræffer den 24. januar 1986. Derefter skal Voyager fortsætte mod Neptun. Såfremt alt går lige så godt som hidtil, vil Voyager nå frem til Neptun den 24. august 1989. Den skal fare over nordpolen i en afstand af 3200 km.

Dette skal altså ske 12 år efter at Voyager 1 og 2 begyndte deres færd, i 1977. Hvis det lykkes, betyder det, at man i løbet av 1980-årene vil kende samtlige nogenlunde store planeter ved nærobservationer.

Pluto er i denne tid på grund af sin langstrakte bane, ikke så langt borte som Neptun. Vort solsystem er altså «gjort» så lille, at hele planetsystemet er bragt inden for rejseafstand for romfartøjer, der ganske vist ikke har mennesker med, men til gengæld instrumenter, der kan bruges overalt, ja endog fjernbetjenes og i visse tilfælde repareres undervejs.

Tekst til illustrasjon brukt i artikkelen

Det beste bildet av Uranus som ble tatt før Voyager 2 passerte nær planeten, ble tatt med Stratoscope II-teleskopet, hvor hovedspeilet hadde en diameter på 90 cm. Med ballong ble teleskopet fraktet opp til en høyde på over 24 km natten mellom 26. og 27. mars 1970. Det ble dermed mulig å ta bilder med en oppløsning på 0,1″, mens planetskiven her har en diameter på 4,0″. Til tross for dette kunne man ikke se noen trekk i atmosfæren.